Den manglende skelnen – to typer angst, én stor fejltagelse
Det burde være en selvfølge i sundhedssystemet, at man skelner mellem to helt forskellige former for angst: den rationelle og den irrationelle. Men det gør man ikke. I stedet behandles al angst som én og samme sygdomstilstand, som om der kun fandtes ét alarmsystem i kroppen. Det er en grundlæggende fejl, og det er årsagen til, at millioner af mennesker får fejlagtige diagnoser og behandlinger, som ikke løser deres egentlige problem.
Fejlfortolkningsteorien gør op med denne forenklede forståelse og skelner klart mellem to typer angst:
- Rationel angst – en naturlig, evolutionært nedarvet reaktion på reel fare.
- Irrationel angst – en nyere, tankeafhængig angst, der opstår uden reel fare.
Rationel angst, vores ældgamle overlevelsessystem.
Rationel angst er det, vi deler med dyrene. Det er en akut alarmreaktion, som opstår, når vi står over for en objektiv fare: en løve, en bil der kører mod os, en fysisk trussel mod kroppen. Det system er over 100 millioner år gammelt og har holdt os i live gennem hele evolutionen. Det er ikke farligt. Det er klogt.
Denne type angst er biologisk, instinktiv og proportionel. Den aktiveres af omgivelserne, ikke af tanker.
Irrationel angst, produktet af menneskets forestillingsevne via tanker.
Irrationel angst opstod først, da mennesket begyndte at tænke frem i tiden. For cirka 50.000 år siden udviklede vi evnen til at forestille os fare, før den var til stede. Det gav os nye muligheder, men også nye problemer. For vi kunne nu blive bange for noget, der ikke eksisterede. Ikke i verden, men i vores hoved.
Irrationel angst opstår altså ikke pga. omgivelserne, men pga. vores egne tanker og forestillinger. Det er ikke kroppen, der er i fare, det er tanken, der skaber en illusion af fare. Den illusion kan sætte gang i hele det samme biologiske alarmsystem, som ved rationel angst, men uden at der er nogen ydre grund til det. Det er klogt med en funktion, der kan stoppe uhensigtsmæssige tanker inden der handles på dem, ved at skabe et ubehag i kroppen så de tanker stoppes.
Sundhedssystemets blindhed, men ikke personalets skyld.
Det paradoksale er, at sundhedssystemet i dag ikke tager højde for denne forskel. Man behandler irrationel angst som om det var rationel angst, der er blevet “overaktiv”. Man kalder det en sygdom. Man medicinerer det. Man forsøger at dæmpe symptomerne, i stedet for at forklare, at symptomerne i sig selv er et resultat af en tankefejl og en misfortolkning af kroppens normale biologi.
Men det er vigtigt at understrege: Det er ikke lægens eller psykologens skyld. Sundhedspersonalet gør som de har lært. De er uddannet i den gældende sygdomsmodel, hvor angst klassificeres som en lidelse. At det måske ikke er sandheden, er ikke deres fejl. De har ikke lært, at der findes to grundlæggende forskellige typer angst, og slet ikke, at irrationel angst opstår af tanke aktivitet og ikke sygdom. Så de arbejder loyalt og fagligt korrekt inden for den ramme, de er givet. Fejlen ligger ikke i personen, men i modellen.
Resultatet er bare det samme: At mange mennesker bliver fastholdt i en sygdomsidentitet, som de aldrig havde behøvet at påtage sig, hvis de havde fået en korrekt forklaring.
Diagnose-opgøret: Hvilken type angst taler vi om?
Lad os derfor se på, hvordan de nuværende psykiatriske angstdiagnoser fordeler sig, hvis man bruger fejlfortolkningsteoriens logiske opdeling:
Rationel angst-diagnoser (evolutionært forankrede, konkrete trusler)
Disse diagnoser er knyttet til ægte faresignaler, som har eksisteret i menneskets udviklingshistorie. De er ikke tankeafhængige og skaber sjældent angst for angsten selv.
| Diagnose | Kommentar |
| Enkeltfobi (specifik fobi) | Evolutionært betinget. Frygt for højder, slanger, edderkopper, mørke m.m. relaterer sig til konkrete farer. |
| Barndommens separationsangst | En naturlig udviklingsfase. Handler om beskyttelse mod forladthed i sårbare år. |
| Social angst (i basal form) | Kan være evolutionært forbundet med frygt for afvisning i gruppen – men bliver ofte irrationaliseret. |
Som det ses, har man gjort evolutionært betinget angst til sygdom, fordi man ikke skelner mellem de to typer.
Irrationel angst-diagnoser (tankeafhængige, forestillingsbaserede)
Disse diagnoser kræver forestillingsevne, sprog og fejltolkning af enten indre kropssignaler, minder eller fremtidsscenarier. De opstår ikke ved objektiv fare, men udløses af tanker, og skaber typisk angst for mere angst.
| Diagnose | Kommentar |
| Panikangst | Fejltolkning af kroppens egne reaktioner. Angst for selve angstfølelsen. |
| Agorafobi | Frygt for at være et sted, hvor man kan blive bange. Tankeafhængig. |
| Generaliseret angst (GAD) | Tankekæder af bekymringer uden konkret trussel. Vedvarende spændingstilstand. |
| OCD | Tvangstanker og -handlinger, der bygger på irrationelle forestillinger om kontrol og fare. |
| PTSD | En tankegenereret, fejltolket genoplevelse af fare, selv når faren ikke længere eksisterer. |
| Helbredsangst (hypokondri) | Fejltolkning af kropslige signaler som sygdom. Angst for noget, der ikke er der. |
| Vedvarende social angst | Når man forestiller sig andres dom, uden at der reelt sker noget truende. |
Gråzone-diagnoser
| Diagnose | Kommentar |
| Blandet angst-depressionstilstand | Sammenblanding af to forskellige fejlfortolkninger: den ene af følelser (depression), den anden af signaler (angst). |
| Tilpasningsreaktion med angst | I starten en rationel reaktion på begivenhed – men hvis den fastholdes, udvikler den sig til irrationel angst. |
Et nyt system og en ny forståelse
Denne opdeling burde være grundlaget for hele angstbehandlingen i Danmark. Den giver ikke kun en logisk forklaring, den åbner også for helt andre indsatser: logik, rationale, oplysning, afmystificering og af diagnosticering i stedet for medicin og evig behandling.
Irrationel angst er ikke et tegn på sygdom, men på misfortolkning af tanker, følelser eller kropssignaler og symptomer. Og misfortolkninger kræver ikke piller. De kræver forklaringer.

