En rejse gennem den irrationelle angsts historie

Forestil dig, at du vågner en morgen i stenalderen med hjertet galopperende, åndedrættet hurtigt og kroppen sitrende. Du har ikke set en løve, du har ikke været i kamp. Alligevel føles det, som om noget forfærdeligt er på vej. Du fortæller det til stammen, og de sender dig til medicinmanden. Han ser alvorligt på dig, mumler om onde ånder og maler med ler og bær på din brystkasse. Der findes endnu ingen ord for angst, kun kroppen og ånderne. Du bliver ikke rask, men du overlever og lærer at leve videre med det mærkelige ubehag. Med tiden glemmer du oplevelsen og lever dit liv.

Vi springer frem til den græske oldtid. Du mærker det igen: kroppen går amok uden ydre grund. Du opsøger en filosof, der lytter, spørger ind og nikker. Han taler om en ubalance mellem fornuft og følelse, men har ingen behandling, kun tanker. Du går derfra uændret, foruroliget, men stadig funktionel. Der er stadig ingen sygdomsbetegnelser, kun undren. Med tiden glemmer du oplevelsen og lever dit liv.

Spol frem til 1700-tallets Europa. Du vågner endnu en gang med kroppen i alarm. Ingen fare, kun uro. Du går til lægen. Han mærker din puls og taler om de fire kropsvæsker. Han ordinerer en åreladning for at genetablere balancen. Du bliver svimmel, men ikke rolig. Det hjælper ikke. Du føler dig forkert, men får stadig ingen diagnose. Lægen kalder det “nerver” – en vag betegnelse for noget, man ikke forstår. Med tiden glemmer du oplevelsen og lever dit liv.

Så når vi frem til 1960’erne – den moderne tidsalder. Hvidkitlede læger, hospitalsgange og forskningsrapporter. Du oplever igen irrationel angst og søger hjælp. Denne gang sker der noget nyt. Lægen lytter og skriver ned: hjertebanken, rysten, svimmelhed, uforklarlig frygt. Intet unormalt i blodprøverne. Ingen infektion. Ingen skade. Intet fysisk forkert.

Så opstår tanken: “Måske er det i hjernen.” En ny hypotese: kemisk ubalance, serotonin. Ord, der lyder videnskabeligt. Lægen sender dig til en psykiater. Her får du en diagnose: “Angstlidelse.” Med diagnosen følger forklaringen: “Du er psykisk syg.” Du tænker: “Jeg er syg nu, jeg må passe på.” Hvordan undgår jeg ubehaget igen? Ikke fordi der er fundet noget galt, men fordi man ikke fandt noget andet.

Du begynder nu at opleve gentagne angstanfald og symptomer, og du tænker konstant på din sygdom. Du begynder at undgå ting, du gjorde før, af frygt for, at din angstlidelse viser sig igen. Du mærker ingen effekt af medicinen. Du begynder at isolere dig derhjemme for at undgå de ubehagelige symptomer, din angstlidelse skaber. Du er nu fanget i din sygdom, uden en forklaring på hvorfor.

Og dér, netop dér, blev irrationel angst til en sygdom. Ikke fordi den er det, men fordi man ikke vidste, hvad det ellers skulle være. Og fordi ubehaget var så voldsomt, at det måtte forklares med noget alvorligt. Psykiatrien begynder at klassificere det hele. Diagnoser for følelser, der ikke længere må eksistere uden forklaring. Ubehag bliver sygeligt. Almindelige reaktioner bliver gjort unormale.

Men sandheden er: Irrationel angst har været med os i over 50.000 år som en tankebeskyttelse, som en bivirkning ved at have en hjerne, der kan tænke for meget. Det var aldrig naturen, der kaldte det en sygdom. Det var os. Det blev først en sygdom, da nogle få mennesker bestemte, at det skulle være det. Vi gjorde det til et problem, fordi vi ikke kunne holde ubehaget ud. Og i forsøget på at fjerne det skabte vi noget langt værre: et samfund, hvor følelser skal diagnosticeres, og hvor tusindvis af mennesker tror, de er syge uden beviser for at være det.

Behandlingen? Den handler ikke om sygdom, men om frygt. Frygt for at mærke det igen, fordi vi ikke forstår årsagen til det. Frygt for at miste kontrollen. Frygt for at være syg. Så vi får medicin – ikke mod en fysisk årsag, men mod følelsen af, at noget er galt.

Det næste store skridt i menneskets forståelse af irrationel angst bliver ikke et nyt lægemiddel. Det bliver at acceptere, at irrationel angst ikke er en sygdom, men noget der opleves ved blandt andet livsudfordringer eller kropslige fejlfortolkninger. Irrationel angst bliver noget, vi forklarer i stedet for at diagnosticere, og derved undgås. Men den indsigt vil tage tid, for der er store kræfter, der lever af at holde os i troen på det modsatte, ligesom åreladning og anden teori også tog tid at modbevise.

Men engang vil vi vågne og sige det højt: Hvor var vi dumme dengang.

“Jeg er ikke syg.” “Jeg har bare misfortolket det ubehag, jeg mærkede, som sygdom.” Derfor opsøgte jeg lægen og blev sygeliggjort i fortiden.