Skolefravær hos børn – hvorfor opstår det?

Skolefravær kan kun forstås logisk, hvis man først afklarer, hvad det udtrykker. Det er ikke en sygdom, men en reaktion. Barnet eller den unge undgår ikke skolen som institution, men det ubehag, som forbindes med at være der. Skolefravær er derfor ikke et pædagogisk eller socialt mysterium, men en konkret reaktion på fejltolkede kropslige signaler, tanker eller situationer.

Når et barn mærker ubehag ved skolen – uro, hjertebanken, kvalme, spænding – tolkes det ofte som tegn på, at noget farligt eller forkert vil ske. Hjernen lærer da, at “skole = ubehag = fare”. Hver undgåelse bekræfter denne sammenhæng og gør den stærkere. Det bliver ikke et bevidst valg, men en betinget reaktion.

Sygdomsmodellen kalder det angst, mistrivsel eller social fobi. Fejlfortolkningsteorien kalder det læring. Barnet har lært, at bestemte situationer fremkalder ubehag, og at fravær lindrer det. Løsningen er derfor ikke behandling, men korrektion af læringen.

Forebyggelse kræver, at vi forstår denne mekanisme fra begyndelsen. Når et barn viser ubehag, må vi forklare dets reaktion logisk i stedet for at patologisere den. Den voksne skal tydeligt sige:

“Det du mærker, betyder ikke, at noget er galt. Det er din krop, der reagerer på tanker. Den prøver at beskytte dig. Det går over, når du bliver stående.”

Skolesystemet skal ikke reagere med diagnoser eller hjemmeundervisning, men med hurtig, logisk afklaring og støtte til at blive i situationen, indtil ubehaget falder. Det skal ske med samme ro, som hvis et barn faldt og slog sig: man hjælper det op, man fjerner ikke terrænet.

Samfundets indsats bør derfor bygge på tre principper:

1. Dekategorisering: Stop brugen af sygdomsdiagnoser ved skolefravær. Se reaktionen som en læringsproces, ikke som en lidelse.
2. Tidlig logisk intervention: Indfør et fælles sprog i skolerne, hvor lærere, pædagoger og forældre kan forklare ubehag som kropslig energi, ikke som sygdom.
3. Kognitiv overbevisningstræning: Hjælp barnet med at gennemskue egne reaktioner, så det lærer at fortolke ubehag som ufarligt.

Forebyggelse handler dermed ikke om psykologi, men om pædagogisk logik: jo hurtigere barnet lærer, at ubehaget ikke er farligt, jo hurtigere vender det tilbage til normal deltagelse.

Skolefravær kan ikke løses med terapi, men med forståelse. Det forsvinder, når barnet ser, at kroppen ikke truer, men hjælper.

Derfor er angstundervisning i skolerne så vigtigt at indføre.