For mange psykiske diagnoser gælder, at de ikke beskriver en underliggende sygdom, men et mønster af reaktioner, fortolkninger og adfærd, der over tid er blevet stabiliseret og navngivet. Diagnosen beskriver udfaldet, ikke årsagen.

Ved angst er relationen entydig. Der findes ingen angstdiagnose uden en forudgående fejlfortolkning af kropsligt ubehag. Her kan sygdomsmodellen logisk afvises fuldstændigt. Angst kræver fortolkning. Uden fortolkning ingen lidelse.

Ved andre psykiske diagnoser er mekanismen bredere, men grundlogikken er den samme: Et menneske oplever ubehag, pres eller belastning. Dette ubehag tilskrives en indre defekt, identitet eller sygdom. Over tid formes der overbevisninger om selvet, fremtiden eller sindets funktion. Diagnosen fryser disse overbevisninger fast.

Depression opstår ikke fordi hjernen er kemisk syg. Den opstår, når gentagne belastninger eller tab fører til tolkningen: “Det her siger noget grundlæggende om mig, min fremtid eller min værdi.” Den depressive tilstand vedligeholdes, fordi denne tolkning opleves som sand, ikke fordi den er sand.

Stressrelaterede diagnoser opstår, når kroppens belastningssignaler tolkes som tegn på skade eller sammenbrud. Kroppen gør det, den skal. Det er fortolkningen af reaktionen, der gør tilstanden patologisk.

PTSD og traumer adskiller sig ved at have en reel ydre hændelse som udgangspunkt. Men selve vedligeholdelsen af lidelsen beror fortsat på fortolkning. Nervesystemets reaktioner er normale. De bliver et problem, når de fortolkes som vedvarende fare, indre ødelæggelse eller uoprettelig skade.

Personlighedsdiagnoser er i høj grad narrativer, retrospektivt konstrueret ud fra stabil adfærd og følelsesmønstre. De forklarer ikke, hvorfor mønstrene opstod. De navngiver dem. Når individet får diagnosen, skaber den en selvforståelse, som fastholder mønsteret.

Fælles for langt de fleste psykiske diagnoser er, at de ikke kan adskilles fra sproget, forklaringen og fortolkningen. De eksisterer ikke som biologiske sygdomme på linje med somatiske lidelser. De eksisterer som organiserede forklaringsmodeller.

Angst skiller sig ud, fordi den kan reduceres til én central fejlfortolkning: Adrenalinoplevelse fortolket som fare eller sygdom. Fjernes denne fortolkning, ophører lidelsen. Ved andre diagnoser er der flere lag, men princippet er det samme.

Derfor er sygdomsmodellen misvisende på tværs af psykiatrien, men direkte forkert ved angst. Jo mere direkte koblingen er mellem kropssignal og fortolkning, jo tydeligere falder sygdomsmodellen sammen.

Det afgørende er dette: Psykiske diagnoser forklarer ikke, hvordan tilstanden opstod. De beskriver, hvordan den ser ud, når den er blevet stabiliseret over tid. Fejlfortolkningsteorien forklarer mekanismen. Det er derfor den er fundamentalt stærkere.

Thomas Fogh Vinter