Kierkegaard havde ret. Han vidste blot ikke, hvordan.

I 1844 skrev Søren Kierkegaard noget, som ingen i hans samtid rigtig forstod, og som psykologer og psykiatere faktisk stadig ikke har fulgt til dørs.

Han beskrev angst som en svimmelhed over frihed. Ikke frygt for noget konkret. Ikke en trussel udefra. Men en uro der opstår i det åbne, ubestemte øjeblik , dér hvor mennesket sidder stille, intet sker, og kroppen alligevel reagerer som om noget er galt.

Han kaldte det frihedens svimlen. Og han placerede det som et grundvilkår i det at være menneske med bevidsthed.

Det var et stort intellektuelt spring. Men han stoppede et lag for tidligt.

Efter Kierkegaard forsøgte andre at tage tråden op. Heidegger beskrev i 1927 angst som den stemning der åbner mennesket for sin egen endelighed. Sartre arbejdede med angst som bevidstheden om frihed og ansvar. Rollo May forsøgte i 1950 at bygge bro mellem eksistentiel filosofi og klinisk psykologi i The Meaning of Anxiety , det tætteste nogen kom. Men May endte med at integrere Kierkegaard i psykologisk teori, ikke med at forklare mekanismen bag fænomenet. Han beskrev stadig angst som et grundvilkår snarere end en fejlslutning der kan forebygges.

I 180 år byggede filosoffer og psykologer videre på Kierkegaards ramme. Ingen tænkte videre.

Kierkegaard vidste ikke, hvad der rent faktisk sker i kroppen i det øjeblik han beskrev. Det kunne han ikke. Neurobiologi fandtes ikke. Adrenalinets fysiologi var ukendt. Så han endte med et teologisk svar: troen som det spring, der overskrider svimmelheden. Det var det bedste, han havde.

Men hvad nu, hvis svimmelheden ikke er eksistentiel åbenhed, men et uforklaret kropssignal i en passiv situation?

Det er præcis, hvad fejlfortolkningsteorien siger.

Teorien tager udgangspunkt i en enkel observation: irrationel angst opstår, når hjernen modtager et adrenalinsignal, den ikke kan forklare. Ikke fordi personen er syg, svag eller genetisk sårbar. Men fordi tre betingelser faldt sammen på samme tid.

1. Et uventet signal fra kroppen.
2. En passiv situation uden motorisk udladning, supermarkedskøen, bussen, venteværelset.
3. Og en hjerne der i det afgørende sekund ikke havde en forklaring klar.

Ingen trussel. Ingen kontekst. Bare et alarmsystem der aktiverer sig spontant, mens kroppen sidder stille og hjernen flyder frit.

Kierkegaard kaldte det stedet, hvor angsten bor. Han havde ret om stedet. Han vidste bare ikke, hvad der foregik i kroppen dér. Og de 180 år der fulgte ham, Heidegger, Sartre, May og resten, søgte svaret i eksistensen, ikke i fysiologien.

Fejlfortolkningsteorien leverer mekanismen inde i den ramme, de alle tegnede op.

Og det ændrer svaret fuldstændigt.

Kierkegaard endte med troen, fordi han ikke havde andet. Hvis svimmelheden er adrenalin i en passiv situation uden kontekst, behøver man ikke et eksistentielt spring. Man behøver en biologisk forklaring, givet inden det første signal opstår.

Det er forskellen på behandling og forebyggelse. Og det er forskellen på at betragte angst som et vilkår ved det at eksistere, og at betragte den som resultatet af en fejlslutning, der kan undgås.

Kierkegaard levede med noget, han ikke kunne forklare, og byggede et helt filosofisk system rundt om det. Det var imponerende. Men det var også det, mange angstpatienter har gjort siden, bygget et liv rundt om noget, der aldrig fik en forklaring.

Måske var det ikke frihedens svimlen. Måske var det adrenalin i en sofa, kø, bil, bus etc. uden kontekst.

Modsat teologien er adrenalin i en sofa noget, man kan gøre noget ved.

Thomas Fogh Vinter