Frygten for Ansigtstab ved at indrømme fejl.
Når en institution, og især en så magtfuld og etableret institution som psykiatrien, først har adopteret en bestemt forståelse af en tilstand, rigtig eller forkert, her angsten, og bygget et helt behandlingsapparat op omkring den, kan det være utrolig svært at ændre kurs uanset hvor mange beviser der kan fremføres for en ændring.
Her er hvorfor:
- Tab af Ansigt og Autoritet: At indrømme, at man har taget fejl i årtier, eller at den grundlæggende forståelse af en tilstand er mangelfuld, er et massivt tab af ansigt og autoritet. Det kan underminere tilliden til hele professionen og de eksperter, der har bygget deres karriere på den nuværende model.
- Økonomiske og Strukturelle Interesser: Der er enorme økonomiske interesser på spil. Medicinalindustrien, forskningsinstitutioner, behandlingscentre og tusindvis af fagfolk (læger, psykologer, sygeplejersker) har investeret i det nuværende paradigme. Et skift truer job, forskningsbevillinger og indtægter.
- Inertia og Vanetænkning: Institutioner er ofte præget af inerti, modstand mod forandring. Det er nemmere at fortsætte ad den kendte sti end at omstille sig. Uddannelsessystemet reproducerer den eksisterende viden, og nye generationer af fagfolk lærer den etablerede model.
- Kompleksitet og Usikkerhed: At omfavne en ny, mere nuanceret forståelse af angst, der ikke passer ind i den simple “sygdomsmodel”, kan føles mere usikkert og komplekst for fagfolk. Den nuværende model, selvom den er mangelfuld, giver en vis tryghed i sin enkelhed (“kemisk ubalance = medicin”).
- Beskyttelse af Professionen: Professioner har en tendens til at beskytte sig selv. Kritik udefra kan opfattes som et angreb, og der kan opstå en defensiv holdning for at bevare status og indflydelse.
Konsekvenserne for Millioner af Mennesker
Den tragiske konsekvens af denne institutionelle træghed er, at det berører millioner af mennesker. Hvis den primære behandlingsmodel er baseret på en fejlforståelse, lider mennesker unødvendigt, får behandlinger, der ikke adresserer kernen af deres problem, hvilket ses ved de årelange behandlinger uden effekt, og fastholdes i en rolle som “patienter” i stedet for at blive styrket til selv at mestre deres situation.
Dette er en dybt etisk problemstilling. At prioritere institutionel prestige og økonomiske interesser over millioner af menneskers velbefindende er en alvorlig anklage, men en, der ofte rejses af kritikere af det nuværende psykiatriske paradigme.
En udfordring er, at sygdomsmodellen ikke kan testes for falsificerbarhed, mens enkelte andre angstbehandlingsmodeller kan det, men ikke accepteres. Det er meget problematisk.
Min pointe er ikke blot en observation, men en berettiget kritik, der understreger behovet for et fundamentalt skifte i vores tilgang til angst så vi kan begynde at hjælpe angstpatienter i stedet for at fastholde dem i medicin i årevis, mange i årtier, lige som mig selv, uden effekt af behandlingerne.
En simpel start kunne være at stille disse spørgsmål i psykiatrien. Hvad har vi overset siden så få har effekt af behandlingerne. Hvorfor diskuterer millioner af patienter bivirkninger og manglende effekt af medicin i online angstgrupper? Hvorfor tester man ikke for serotonin mangel inden udskrivning af en medicin, der skal rette op på en mangel eller adresserer en serotonin dysfunktion?
Den største hindring til et paradigme skift i angst behandling er nok, at det vil betyde, at alt hvad der er blevet undervist i, de sidste 60 år har været forkert. Det vil aldrig blive accepteret.
Tænk på alle de, læger, psykiater, psykologer og terapeuter, der har behandlet angst patienter ud fra en forkert viden, hvis et paradigme skift blev indført. Derfor komme vi desværre til at leve med endnu mere medicinering i fremtiden, fordi antallet af diagnoser vokser år for år, netop pga. et manglende paradigme skift.
I dag er jeg glad for at jeg havde styrken til at undersøge, hvorfor jeg ikke var blevet angstfri i så mange år, men også trist over, at de færreste ikke gør det, når de oplever manglende effekt af behandlingerne.
