Dette kapitel præciserer, hvorfor fejlfortolkningsteorien ikke er en delteori inden for eksisterende angstforståelser, men en selvstændig, fuldt fungerende erstatningsmodel.

Historisk findes der kun to egentlige opgør med sygdomsmodellen for psykisk lidelse: The Myth of Mental Illness, Thomas Szasz og A History of Madness, Michel Foucault. Begge bryder radikalt med forestillingen om psykisk sygdom som medicinsk kategori. Begge er imidlertid destruktive i deres konsekvens. De fjerner sygdomsbegrebet, men tilbyder ingen operationel forklaring på fænomener som angst, ingen mekanik, ingen procesmodel og ingen forklaring på ophør.

Efter dette opgør opstår der et tomrum.

Der findes ingen etableret model for angst, som samtidigt
afviser sygdomsbegrebet,
forklarer symptomerne,
forklarer vedligeholdelsen,
og forklarer ophøret,
uden at genindføre patologi ad bagvejen.

Det tomrum udfylder fejlfortolkningsteorien.

Teorien starter ikke med angst som fænomen, men med et normalt, biologisk grundvilkår: adrenalinmedieret kropsligt ubehag. Dette ubehag er universelt, adaptivt og uden patologisk betydning. Angst opstår først, når ubehaget fejltolkes som farligt, sygeligt eller ukontrollerbart. Angst er dermed ikke en primær tilstand, men en sekundær fortolkningsfejl.

Denne forskydning ændrer hele forklaringslogikken.

I sygdomsmodellen antages angsten at være årsagen til symptomerne. I fejlfortolkningsteorien er symptomerne årsagen til angsten, men kun gennem fortolkning. Vedligeholdelsen forklares ikke gennem en underliggende lidelse, men gennem hukommelsens fastholdelse af fortolkningen. Ophør forklares ikke ved regulering, behandling eller mestring, men ved ophævelse af fejltolkningen.

Der er derfor tale om én samlet mekanisme, ikke flere konkurrerende forklaringer. Samme model forklarer opståen, vedligeholdelse og ophør uden at introducere nye antagelser undervejs.

Det er netop her, forskellen mellem delteori og erstatningsmodel bliver afgørende. Kognitive, adfærdsmæssige og neurobiologiske teorier justerer på forklaringsniveauet, men accepterer sygdomsrammen som givet. Fejlfortolkningsteorien afskaffer denne ramme og gør den overflødig.

For fagfolk betyder det, at angst ikke længere forstås som noget, der skal behandles, men som noget, der kan forklares væk. Teorien er ikke en reform af praksis, men en ændring af årsagsforståelsen. Derfor konkurrerer den ikke med eksisterende teorier. Den erstatter deres fælles grundantagelse.

Fejlfortolkningsteorien er dermed den første funktionelle, falsificerbar, logisk konsistente og mekanisk beskrevne fulderstatning af sygdomsmodellen for irrationel angst.

Thomas Fogh Vinter