Et scenarie:

Du er hos en ny terapeut. Under samtalen mærker du pludselig de velkendte angst symptomer: uro i kroppen, svimmelhed, hjertebanken. Du ved, hvad det betyder.

“Jeg får angst nu,” siger du med panik i stemmen.

Terapeuten ser dig roligt i øjnene og siger fast:

Det du mærker, er blot kropskemi, bl.a. adrenalin. Det er vigtigt nu, at du er bevidst om, at du ikke er syg pga. det.

Hun rejser sig og rækker hånden frem.

“Kom. Tag min hånd. Vi hopper lidt på stedet sammen, det forbrænder angst kemien lynhurtigt.”

Du rejser dig, tøvende, men følger med. I begynder at hoppe. Op og ned. Musklerne arbejder. Kroppen aktiveres. Du mærker, hvordan ubehaget skifter.

Efter 30 sekunder stopper I. Du er lidt forpustet, men overrasket:

“Mit hjerte hamrer stadig, siger du, men jeg føler ikke ubehag mere.”

Terapeuten forklarer:

“Ja, dit hjerte banker stadig, fordi du lige har været fysisk aktiv. Men det føles anderledes nu, ikke?”

Du nikker.

“Det er, fordi musklerne har forbrændt adrenalinen naturligt. Når kroppen bruger adrenalinen aktivt, føles det som motion, ikke som angst. Det er det samme ved rationelt angst. Vi mærker det ikke fordi vi handler. Det er kun, når du sidder passivt og tolker symptomerne, at det føles som noget farligt. Men som du lige har oplevet: Det var ikke farligt. Det var ikke psykisk. Det var bare biologi. Din kropskemi du mærkede. Men ja, ubehageligt, derfor skal det forbrændes hurtigst muligt ligesom vi lige gjorde.”

Du spørger igen:

“Men hvorfor stoppede det så hurtigt?”

“Fordi du var fysisk aktiv,” siger terapeuten.

“Det, du mærkede, var sandsynligvis bare kroppens reaktion på at være lidt nervøs for vores første møde. Det er helt normalt. Nu ved du, hvordan kroppen fungerer, at det er krops kemi, du mærker, ikke sygdom og at du ikke behøver at frygte det mere. Du er ikke syg. Du mærkede bare din krops kemi.”

Hun slutter:

“Næste gang du mærker de mindste symptomer, ved du hvad det er, og specielt hvad du kan gøre. Ikke sidde stille og analysere det, men rejse dig op og hjælpe kroppen med at komme af med adrenalinen ved at udføre f.eks. de små hop på stedet. ”

 

Et andet scenarie: Hos en MCT-terapeut

Du sidder hos en ny terapeut. Midt i samtalen mærker du det velkendte ubehag. Uro i kroppen. Hjertebanken. En bølge af panik.

“Jeg får angst nu,” siger du.

Terapeuten læner sig lidt frem og siger med rolig stemme:

“Det er helt okay. Husk, angst er ikke farligt. Prøv bare at lade det være.”

Du bliver siddende. Lade det være? Hvordan? Symptomerne buldrer videre i kroppen. Hjertet hamrer. Du føler dig svimmel. Terapeuten siger:

“Du skal ikke prøve at kontrollere det. Det må gerne være der. Lad tankerne og fornemmelserne passere. Bare observer det hele udefra. Du øver dig i at acceptere angsten.”

Du hører næsten ikke hvad terapeuten siger, du kan ikke koncentrere dig. Men du forsøger at gøre som instrueret:

Lade være med at bekymre dig. Lade være med at analysere. Lade være med at flygte. Så du gør faktisk… ingenting.

Ubehaget fortsætter. Hjertet banker stadig, du kan ikke trække vejret, og det føles virkeligt ubehageligt.

Efter nogle minutter er det aftaget lidt. Ikke fordi du forstod noget nyt, men fordi kroppen faldt lidt til ro af sig selv.

Terapeuten siger:

“Det var en god eksponering. Du klarede det fint. Husk, du skal ikke reagere på angsten. Du skal øve dig i ikke at engagere dig i den. Det gør den mindre med tiden.”

Du nikker, okay.

Angsten gik ikke rigtig væk mens du var hos terapeuten, du holdt bare ud. Og nu håber du, den ikke kommer igen.

Konklusion

Den MCT-baserede tilgang er stadig bygget på ideen om angst som lidelse. Du skal lære at leve med den, acceptere den, undgå at engagere dig i den.

Fejlfortolkning Teorien siger derimod: Du har aldrig været syg. Det er ikke noget, du skal acceptere, det er noget, du skal aflære, frygten for angst kemien gennem forståelse og simpel fysisk handling. Angst er ubehagelig krops kemi der mærkes. Det skal forstås, så man ikke frygter det mere. Så næste gang du mærker det mindste, sig til dig selv, Nå, nu mærker jeg min krops kemi igen.  Det vil føles meget mindre truende fordi du ikke viser frygt på samme måde som før.