En Ny Forståelse af Angst: Ubehag, Frygt og Behovet for Forklaring

Den seneste tid har du måske oplevet et eller flere angstanfald eller angstlignende symptomer. Hvorfor opsøger vi lægen efter blot 5-10 minutters intens ubehag, når det potentielt fører til måneders eller års kamp for at slippe fri – hvis overhovedet? Hvorfor accepterer vi medicin og betaler for terapi? Hvorfor begynder vi at undgå situationer og oplever nye angstsymptomer andre steder? Og hvorfor isolerer vi os?

Svaret ligger dybt i vores medfødte trang til at undgå ubehag. Vi frygter en gentagelse af den intensitet, vi oplevede. Forestil dig hypotetisk: Hvis angsten ikke var så ubehagelig, hvorfor skulle vi så søge hjælp? Dette peger på en afgørende pointe: Angst er ikke i sig selv en sygdom, men snarere en reaktion – en skabt frygt for mere ubehag. Selvom underliggende fysiske tilstande kan trigge kropslige fornemmelser, er det selve frygten for adrenalinens ubehag, som er kernen i problemet, ikke nødvendigvis en direkte sygdomsudløst reaktion.

Den irrationelle angst føles som en sygdom, netop på grund af det overvældende ubehag, som alle symptomerne skaber via adrenalin og andre stresshormoner. Typisk udløses irrationel angst første gang af en form for fejlfortolkning af kropslige signaler eller en stressende situation. Men efter den første oplevelse skifter angstudløseren karakter – den handler nu om frygten for at opleve mere angst og ubehag. Denne vigtige forskel mellem den oprindelige udløser og den efterfølgende frygt for gentagelse bliver desværre sjældent tilstrækkeligt adresseret i sundhedsvæsenet, men er afgørende for at forstå angstens vedholdenhed.

Sandheden om Vores Frygt for Angsten

Hvorfor er vi så bange for at opleve angsten igen, at vi søger professionel hjælp? Det simple svar er, at det er intenst ubehageligt. Men den dybere årsag er, at vi frygter ubehaget, fordi vi ikke forstår, hvorfor vi pludselig oplever det. Vi mangler svar på grundlæggende spørgsmål:

• Hvor kommer det fra?
• Hvorfor kommer det?
• Hvorfor er det så ubehageligt?
• Hvorfor føler jeg mig syg?
• Hvad sker der reelt med mig, når jeg oplever angst?

Det er bl.a. disse svar, du vil finde, fra et perspektiv der beskriver hele angstprocessen fra start til slut, uden at forudsætte en sygdom.

Systemets Paradox og Vejen Frem

I dag opsøger vi ofte lægen, bliver undersøgt, får en diagnose og muligvis medicin. Problemet er dog, at denne proces ofte mangler den afgørende forklaring på hvorfor angsten opstår, og hvad den reelt er. Vi får en sygdomsdiagnose frem for den beroligelse og indsigt, der kunne bryde angstcyklussen. Sundhedsvæsenet har vedtaget, at bestemte symptomer over en periode klassificeres som en “begyndende angstlidelse”, og da disse symptomer udfordrer os, udskrives medicin for at dæmpe dem. Men ofte stopper det her. Du overlades til dig selv i måneder eller år, indtil du måske genopsøger lægen på grund af manglende effekt. Opfølgning fra sundhedsvæsenet kan ofte mangle, hvilket er paradoksalt: Du får at vide, du “ikke er syg, men har angst,” og alligevel udskrives medicin. Dette fører naturligvis til forvirring og en opfattelse af, at man er syg.

Det kan virke som om systemet sygeliggør noget, det kun kan symptombehandle. Hvordan kan man sygeliggøre en tilstand, når man ved, at de nuværende behandlinger primært er symptomlindrende?

Medicin kan være en værdifuld symptombehandling for mange, når den virker, og kun fordi vi ikke får en forklaring, men kan tilbyde en tiltrængt pause fra intense symptomer. Det er dog en “one-for-all” løsning, der ikke adresserer de individuelle rodfæstede frygtmønstre. Terapi, kognitiv adfærdsterapi (KAT og MCT), har vist sig at være effektiv og helbredende for nogle. Terapier tilbyder personlig indsigt og værktøjer, baseret på en sygdoms antagelse, men de er typisk “one-to-one” behandlinger, hvilket begrænser deres skalérbarhed til at løse problemet på et samfundsmæssigt niveau. Hoved problemet ved de kognitive terapier må være, at de antager at irrationel angst er en sygdom.

Spørgsmålet er nu: Har vi den rigtige forståelse af angst i sundhedsvæsnet, når vi ser andre metoder der helbreder op til 95%? Overser vi behovet for forklaring, rationale og forståelse frem for blot symptomlindring i årevis? Eller er forståelse ikke relevant i psykiatrien da det er tidskrævende? Vi forslår et uafhængigt angst center ude af psykiatrien. Mere om denne mulighed anden steds.