Du er ikke syg, du husker

Der findes én afgørende sandhed om irrationel angst, som ingen fortæller dig:
Du er ikke syg.
Du har oplevet et irrationelt angst ubehag, som du nu er bange for at opleve igen.

Men lad os berolige dig her og sige at årsagen var sygdom. Men sagen er, at sygdoms årsagen er ikke problemet.  Det vil altid være ubehaget vi frygter mere af, ikke årsagen. Alle årsager skaber det samme ubehag! Sandheden er, at alle angst diagnoser skaber det samme ubehag. Så hvorfor har man inddelt angsten i så mange symptom diagnoser, når symptomerne ikke er problemet?

Hvorfor opstår irrationel angst?

Angst kan ikke være arveligt. Det er ikke et fysisk træk, der føres videre fra generation til generation. Irrationel angst er en reaktion, der opstår i bevidstheden som følge af det, vi tænker, oplever og forstår. Derfor er angst en individuel oplevelse, ikke et medfødt træk. Alle antagelser om arvelighed og sygdom bygger alene på det faktum, at angst skaber ubehag og det ubehag bliver fejlfortolket som et tegn på, at noget er galt med os. Men irrationel angst vil altid blive trigget hvis det fejlfortolkes, uanset årsag. Der er intet i vejen med os, vi misfortolker blot noget.

Fra første oplevelse til undgåelse

Efter den første oplevelse af irrationel angst sker der noget afgørende. Ikke i kroppen, men i hukommelsen. Oplevelsen bliver gemt som noget farligt, noget der skal undgås. Kroppen forsøger at beskytte dig, ikke mod en fysisk fare, men mod det ubehag, du husker. Det aktiverer en anden beskyttelsesmekanisme, den, der beskytter os mod følelsesmæssigt ubehag. Den samme mekanisme der får os til at trække hånden tilbage fra en varm kogeplade, aktiveres nu ved tanken om angst.

Men der var aldrig nogen reel trussel. Der var kun kropsligt ubehag udløst af bl.a. adrenalin. Beskyttelsesfunktionen kunne ikke skelne mellem ægte fare og kemisk følelse. Den reagerede som om du var i fare, selvom du ikke var det. Det forvirrede kroppen og hjernen og derfor blev oplevelsen gemt som noget, der skulle undgås i fremtiden.

Angstens selvforstærkende hukommelse

Hver gang du tænker på den tidligere oplevelse, begynder kroppen at forberede sig på nyt ubehag. Du mærker de første symptomer, fordi hukommelses tankerne aktivere angsten igen. Og med symptomerne følger nye tanker og en ny overbevisning om, at der er noget galt. Det hele starter forfra. Til sidst forsøger du at undgå alt, der kunne trigge det. Måske endda at forlade dit hjem.

Det, du egentlig forsøger at undgå, er ikke faren, men følelsen. Følelsen, der snyder dig. Følelsen, der minder dig om, at du engang troede, du var ved at dø. Men det var du ikke. Du oplevede bare kroppens kemi.

Irrationel angst er ikke psykisk sygdom

Det er afgørende at forstå: Irrationel angst handler ikke om din personlighed, din psyke eller en fejl i din hjerne. Det er en kemisk reaktion, ikke en psykisk lidelse. Man ændrer sig ikke før eller efter et angstanfald. Man er ikke blevet syg. Man har bare oplevet noget voldsomt, der føltes som sygdom, fordi kroppen blev påvirket af adrenalin og andre stresshormoner, der satte gang i symptomer fra flere organer på én gang.

Det føles voldsomt. Det føles forkert. Og derfor reagerer vi med panik. Men det hele er skabt af kemi og kemien forbrændes hurtigt. Derfor er der ikke noget at finde bagefter. Men oplevelsen sidder stadig i dig fordi den var ubehagelig og det er den, du reagerer på fremover.

Fra oplevelse til diagnose og fejltagelsen

Irrationel angst blev først til en sygdom, da nogen begyndte at forklare det som sygdom fordi man ikke kunne finde sygdom, hvilket nok er normalt hvis man er læge. Fordi man ikke forstod, hvad det var, tolkede man det som en psykisk lidelse. Symptomerne blev forsøgt dæmpet ikke forklaret. Forklaringen blev lægeligt funderet. Psykologer blev udelukket, fordi diagnosen var blevet medicinsk. Og dermed blev oplevelsen af normal kemisk ubehag gjort til en permanent identitet.

Men i virkeligheden er angst mere psykologisk end psykiatrisk. Irrationel angst opstår ikke ud af ingenting. Den opstår som konsekvens af en misforståelse, en fejlfortolkning, en tankefejl, en kropsreaktion, en overvældende situation. Det er vores manglende forståelse, der gør det hele farligt. Ikke selve oplevelsen.

Hvad gør diagnosen ved dig?

Forestil dig, at du går til lægen og får at vide, at du har en angstlidelse.
Ville du forblive rolig? Ville du tænke, at det ikke betyder noget?
Eller ville du begynde at spekulere, blive bekymret og tænke, at du er psykisk syg?

Diagnosen gør det værre. Den bekræfter din frygt. Den skaber en ny overbevisning om at du fejler noget. Og det er netop den overbevisning, der gør, at angsten bliver hængende. Diagnosen bliver en identitet, ikke en forklaring.

Du har ikke brug for behandling, men information

Derfor er det så afgørende at forstå, hvad irrationel angst i virkeligheden er. Ikke en sygdom. Ikke en lidelse. Ikke noget permanent. Men en oplevelse, der blev fejlfortolket og aldrig forklaret.

Du har ikke brug for medicin. Du har ikke brug for en diagnose.
Du har brug for en forklaring. En forståelse af, hvad der faktisk skete.
Når du får den viden, kan du se igennem angsten. Ikke for at lære at leve med den men for at stoppe den. Man frygter ikke noget man kender.

Hvorfor er vi bange for noget, der ikke er farligt?

Fordi vi husker det.
Fordi ingen fortalte os, hvad det var.
Fordi vi troede, det var farligt.
Fordi nogen gjorde det til en sygdom.

Men sandheden er: Du er ikke syg.
Du husker bare noget ubehageligt, der aldrig var farligt.