Kan vi gøre det bedre?

Vidste du, at vi besidder en viden, der kan gøre alle angstfrie? Men at den ikke bliver brugt, fordi den ikke baserer sig på medicin eller terapi, men på logik – og derfor ikke passer ind i sundhedssystemet?

Det er desværre den sørgelige sandhed i dag. Systemets opretholdelse står over individet. Det er fakta, og sådan har det længe været.

Forestil dig et verdenssamfund, hvor man pludselig blev enige om, at angst skulle defineres som en sygdom, blot fordi det føles ubehageligt. Herefter begyndte man at forske intenst i, hvad denne nye sygdom mon kunne være. Man ville finde ud af, hvilken slags “skjult sygdom” angst var. Der kom mange bud: kemisk ubalance, dysfunktioner, genetik, schemaer og bio-psyko-sociale årsager. Med den bio-psyko-sociale model var man i hvert fald dækket ind. Nu kunne alt defineres som angst.

Næste skridt var at udvikle behandlingsmetoder til den nye sygdom. Én foreslog medicin, en anden terapi, og en tredje foreslog metaterapi. Nogle mente endda, at løsningen var mindfulness og positiv tænkning. Nu var man efterhånden helgarderet.

De, der ikke responderede på behandlingen, blev antaget for at være “resistente”. Behandlingerne er jo evidensbaserede gennem de sidste 50 år, så de må jo virke. De “resistente” får derfor tilbudt symptomdæmpende medicin resten af livet og må søge trøst i de mange online angstfællesskaber.

Det sidste skridt var at definere de situationer samt symptomer, der hørte til diagnosen. Hver situation fik tildelt en diagnosekode, så man kunne indfange alle de øjeblikke, hvor patienterne oplevede angst. Man opfandt forskellige “angsttyper” til de forskellige behandlinger. Man var nemlig blevet enige om, at angst skulle behandles forskelligt, alt efter hvordan den opstod, og i hvilken situation det skete.

Det betød mindre, at alle patienterne udviste nøjagtig de samme symptomer, når de opsøgte hjælp – hvilket skyldes adrenalinens ensartede virkning på alle mennesker og dyr. Det var situationen, der blev gjort afgørende. Det svarer til at sige, at behandlingen af et brækket ben afhænger af, hvor du brækkede det, om det skete under et panikanfald, eller om du faldt ned fra en scene, da du holdt foredrag.

Herefter blev det indskrevet som sygdom i alle lærebøgerne, manualerne og implementeret i sundhedsvæsenet. Og fra da af blev der aldrig mere stillet spørgsmålstegn ved, om man nu også var sikker på, at angst var en sygdom.

Virkeligheden bag diagnosen.

Angst som sygdom er dog aldrig videnskabeligt bevist. Og det bliver det nok aldrig, for sagen er: At opleve angst er ikke sygdom.

Det er en normal adrenalinfrigivelse, der opleves meget ubehageligt. Men når vi ikke reagerer på den, men blot analyserer ubehaget og tænker: “Er jeg ved at få et hjerteanfald?”, ja, så føles det voldsomt på grund af alle de samtidige symptomer, adrenalin skaber i kroppen.

“Angst” er blot et ord, vi har valgt til at beskrive de ubehagelige adrenalinsymptomer, netop fordi man ikke kan sygeliggøre normal biologi. Men ubehaget udfordrer mennesker mentalt, og derfor opsøger vi en læge. Derfor blev ordet “angst” indført som årsag. Angst kunne nemlig sygeliggøres. Nu havde du ikke længere kun oplevet adrenalinsymptomer, men “angstsymptomer”, og de skal behandles.

Så fordi nogle få fagpersoner i fortiden besluttede, at angst nok er en skjult sygdom i hjernen (da man ikke kunne finde fysiske tegn), får du i dag en diagnose i stedet for en rationel forklaring på adrenalin-ubehaget. En forklaring, der nok ville have beroliget dig mere end en angstdiagnose og årevis af behandling.

Det er naturligvis ikke lægens skyld; de gør blot, som de har lært: stiller en diagnose ud fra symptomer.

Biologi frem for begreber.

I virkeligheden giver det ikke mening at søge efter beviser på, at angst findes, ligesom det heller ikke giver mening at søge efter beviser på, at det ikke findes. Vi ved, at angst findes som begreb. Men det, vi kalder angst, er som nævnt oplevelsen af adrenalin, noradrenalin og kortisol. Man behøver ikke kigge længere. Angst findes kun som et begreb, men adrenalin findes som biologi. Det er det faktum, man hele tiden overser, når man kalder det alt muligt andet.

Uanset hvad man kalder det, og hvilke årsager eller situationer man kobler på oplevelsen, er det altid ubehaget, vi søger hjælp til at undgå igen. Ikke årsagen eller situationen, vi oplevede det i.

Så længe man ikke kan bevise et “angst-gen”, men blot symptombehandler i stedet for at undersøge, hvorfor vi pludselig kan opleve sådant et ubehag, tillader jeg mig at kritisere modellen. Fejlfortolkningsteorien forklarer nemlig alt det, sygdomsmodellen ikke kan. Jeg ved således, at det ikke er sygdom.

Jeg kan fortælle dig, hvorfor du oplevede det første og de efterfølgende angstanfald, og jeg kan få den proces til at stoppe igen. Jeg kan så at sige starte og stoppe angsten alene med tankerne. Ingen behandling, ingen medicin, ingen endeløs terapi. Det er en tankeproces, der kan aflæres. Angst kan aflæres, præcis ligesom den blev tillært, da man begyndte at frygte mere adrenalin-ubehag.

Der er reelt kun én årsag til irrationel angst: Det opstår, når man fejlfortolker den første kropskemi, som typisk mærkes som let hjertebanken eller svimmelhed. Undgår man at fejlfortolke disse kropssignaler, vil ingen angst opstå. At opleve angst har således intet med sygdom at gøre, men med din reaktion på kropssignaler.

Dette er ikke blot en model, men den reelle proces, der skaber angst. Og den kan let efterprøves via KOT-teknikken.

Kontekst er afgørende.

Konteksten kan føre til enten lidelse eller befrielse. Derfor er det ikke lige meget, om du får en angstdiagnose eller en rationel forklaring på din oplevelse af det ubehagelige adrenalin, første gang du kommer til lægen. Desværre sker det første oftest: Du kommer til lægen med symptomer og går derfra med udsigten til årelang behandling, fordi du har haft en 5-10 minutters ubehagelig adrenalinoplevelse.

Sidder du nu og er uenig, kan vi let afgøre, om min tekst er korrekt. Det kan afgøres med en simpel gratis test: Sygdomsmodellen mod Fejlfortolkningsteorien. På den måde kan vi lukke diskussionen om hvorvidt angst er en sygdom og skal behandles eller ikke.

Der er ingen grund til at diskutere noget, før en sådan test er udført, da man ikke kan diskutere noget, man ikke kender resultatet af. Ingen har dog taget min udfordring op endnu, da sundhedssystemet udmærket kender resultatet.

Thomas Fogh Vinter

Angstanalytiker