Irrationel Angst Er Ikke En Sygdom – Det Handler Om Tanker, Og Den Viden Skal Bruges

Når mennesker i dag oplever pludselige panikanfald, social frygt eller undgår visse situationer – ofte samlet under betegnelsen irrationel angst – bliver de alt for ofte diagnosticeret med en psykisk sygdom. Fortællingen lyder, at deres hjerne er i uorden, at de mangler serotonin, eller at de lider af en dysfunktion, der kræver livslang behandling. Men denne opfattelse er en fundamental misforståelse, som jeg selv levede under i 38 år.

Irrationel angst er ikke et resultat af en kemisk defekt; den er et resultat af vores tanker. Forestil dig en verden uden abstrakte tanker – der ville ingen irrationel angst være. Punktum.

Vores unikke evne som mennesker til at forestille os farer, der ikke er til stede, er en konsekvens af vores tænkende hjerne, ikke en fejl i den. Vi kan føle hjertebanken og fejlagtigt tolke det som et tegn på, at vi er ved at dø. Vi kan rødme og tro, at vi bliver afvist. Den fysiologiske reaktion – frigivelsen af adrenalin, trigget af vores amygdala – sker på baggrund af vores tankers fortolkning af situationen eller kroppens signaler. Det er ikke et tegn på sygdom.

Irrationel angst føles utroligt virkelig, men den er bygget på en falsk præmis – en misforstået fortolkning.

Hvorfor fastholder systemet en forældet fortælling?

Det er en åben hemmelighed inden for sundhedssystemet, at angst primært opstår i fortolkningen af signaler, ikke i en biologisk ubalance. Man har aldrig entydigt kunnet påvise en kemisk ubalance som årsag til angst, og medicin kurerer sjældent; den dæmper eller sløver symptomer.

Alligevel fastholdes fortællingen om angst som en sygdom. Hvorfor? En væsentlig årsag er, at denne fortælling sikrer en vedvarende strøm af patienter, medicinforbrugere og behandlingsforløb. Store dele af psykiatrien, den offentlige sundhedssektor og medicinalindustrien bygger på diagnoser, som historisk set blev skabt i mangel af tilstrækkelige forklaringer på symptomerne for over 40 år siden. Forklaringer, som vi nu i højere grad besidder, men som desværre sjældent anvendes i den primære patientkontakt.

En borger, der tror, vedkommende er syg, forbliver i systemet. En borger, der forstår, at problemets kerne ligger i tankernes fortolkning af fysiologiske reaktioner, har derimod ikke primært brug for livslang behandling, men for forståelse og en klar forklaring.

Konsekvenserne af at sygeliggøre angst

At fortælle et menneske, der har oplevet irrationel angst, at det er psykisk sygt, fratager dem håbet og følelsen af kontrol. Når vi ignorerer de forklaringer, der kunne give personen frihed og handlekraft, begår vi et svigt – ikke blot over for den enkelte, men over for samfundet som helhed. Et samfund, der besidder viden, men undlader at handle på den, risikerer at miste sin moralske kurs.

Irrationel angst er ikke en sygdom; det er en fejlfortolkning af kroppens signaler og symptomer. Og det er på tide, at denne sandhed bliver udtalt højt og tydeligt.

Tænk, hvis Danmark igen kunne blive det lykkeligste land i verden, ikke kun på grund af hygge, men også på grund af færrest angstdiagnoser. Dette er en reel mulighed, hvis vi som land vælger at omfavne en mere oplyst og ressourcefokuseret tilgang til irrationel angst.